Fodboldrejse: QPR mod Stoke 2-2

Livet som nybagt far til to gør det ikke muligt at forlade sin kone og børn i Danmark 5-6 weekender pr. sæson for at følge QPR hjemme eller ude, så når min væbner “W12” har fundet to latterligt billige fly ud og hjem samme dag til London og tilbage! Her er en rapport fra sæsonens første tur:

Stoke hjemme og Mark Hughes tilbagevenden til Loftus Road. Sidste forår tog jeg af samme grund(kone og børn) min første af endagsturene til London for at se QPR. Den gang var det Playoff finalen mod Derby på Wembley, og jeg fik næsten et hjerteanfald af bare spænding. Det var en af de største oplevelser i mit liv hidtil.

Denne tur mod Stoke City ville med garanti ikke slå min seneste kamp, men man er vel anglofil og vild med QPR. Fredag aften – dagen før afrejse, sad jeg hjemme med computeren og skrev de kampbilletter og boardingpas ud. 04:30 ringede mine tre telefoner, som jeg altid har tendens til at slå til, når det er tidlig afgang til England, som er på dagsordenen. En halv time senere jeg gik rask til metroen og mindre end en time senere sad jeg i lufthaven og nød en kop kaffe mens jeg ventede på min rejsekammerat. Til trods for den tidlige kickoff var der god tid til at nyde stemningen ved Loftus Road. Som de erfarne ræve vi er, så tog vi ikke Gatwickexpress, men toget til Clapham Junction og derfra ”Overground toget” til Shepards Bush. Det betyder en del flere stop, men man sparer både penge og tid idet man ikke behøver skulle ind i det centrale London.

Vi ankom på Central Bar lige efter 11. Alle jer, der har været i England, og især til den tidlige kamp foran en fodboldpub vide, hvordan det normalt ser ud. 10:55 folk begynder kø, som en One Direction-optagelse, 11:00:00 ringer pubpersonalet med klokken, og derefter begynder ølskænkningen . Vi kom  11:10, og derefter en tur i øl-køen og efter 20 minutter i kø, blev det min tur til at bestille to store english breakfast og to pints til. Der gryntede damen bag baren noget, som mindede om  “Vi er alvorligt underbemandet for en kampdag”.

Nå, morgenmaden og øl ventede noget på sig og forsinkelsen betød, at vi måtte rykke besøget i klubbutikken til efter kampen, da et besøg på pubben ”The Springbok” ved Loftus Road var noget højere på prioritetslisten. The Springbok har for nylig fået en ansigtsløftning, da jeg ofte kom til QPRs kampe, lige efter årtusindeskiftet, var det en noget lurvet pub, men nu meget mere behageligt – omend overfyldt på kampdage. Det lader ikke så mange fundet vej til den pubbens anden sal, som er tilgængelig udefra. Her var der masser af albuerum og ventetiden var meget kort. Så kan stå og nyde de herlige QPR tekster på væggene, som også er med til gøre en i stemning.

”QPR 1 Chelsea 0, 23 September 2011”

“Tell ur mum ur mum we beat the Chelsea scum”

”West London is ours”

“The future is bright, the future is blue and white”

“Thank you Sir Neil Warnock”

The Springbok – QPR Pub – Brent Flanders – flickr

Før kampen var der en masse snak om Mark Hughes tilbagevenden til Loftus Road, og efter 5 minutters spil havde allerede to “Stand up if you hate Mark Hughes” sange kørt rundt blandt publikum, men mere end det var der ikke.

Jeg har set nogle fantastiske kampe på QPR i Premier League, Manchester City hjemme i 2011 og Stoke hjemme og væk 2011/12. Efter sådanne kampe spekulerer man straks over, hvornår man skal afsted næste gang. Bidt af den famøse Travel Bug – eller QPR-bug. Dog har jeg i Premier League også set en masse hjælpeløst møg. Der sætter man spørgsmålstegn ved, hvad fanden jeg laver her! De tre hjemmekampe i december 2012 Villa, WBA og især Liverpool er glimrende eksempler på dette.

Men i sidste ende vil det være sjældent, at ikke engang en rigtig dårlig fodboldkamp kan ødelægge en hel tur, Villa hjemme i 2012 var en absolut magisk tur i almindelighed. Eller som Nick Hornby beskriver det  i ”Fever Pitch”: “Nogle gange er det godt at være blandt mennesker, der ikke tror, at ​​fodbold er End of the World – selvom det virkelig er.”

Kampen mod Stoke kommer i kategorien ”kedelig” med hensyn til gameplay. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Det lignede en flok uerfarne fodboldspillere på Loftus Road, som mere eller mindre joggede rundt og ikke kunne ramme hinanden inden for 3 meter. QPRs lånte chilenske spiller, Mauricio Isla, havde ikke den bedste dag, var han overalt, undtagen hvor Stoke var og begge mål kom fra hans kant. Stoke havde i alt seks målchancer i hele kampen – alle på Islas kant. Et hjørneflag ville have gjort et bedre stykke arbejde end ham.

Mål!  Ja, det er godt at tale om dem, hvis du skriver om en fodboldkamp. Allerede efter 11 minutter, afviser Victor Moses, som havde stor juleaften denne dag, en fejlplaceret Isla, og laver et indlæg ind i hovedet af en tre meter lang Peter Crouch, som nikkede bolden ned på Mame Biram Diouf, som scorede til 0-1 fra tæt hold. Resten af den halvleg var en trist affære. Jeg vågnede lidt efter en halv time, da Niko Krancjar, en af ​​de få Rangers, der ville noget, trykkede af ude fra og var tæt på at stryge ind i krydset. Stoke skabte ikke så meget ud over de tre chancer de fik på Islas højre kant.

I 42 minutter får QPR et hjørnespark, som Jordon Mutch tager og rammer Steven Caulkers pande. Han rammer Peter Crouch på målinjen, som forgæves knalder bolden ind i eget nettag. Wow, 1-1 og et psykologisk vigtigt mål, så nær pausen! QPR havde bestem ikke fortjent målet bedømt på spillet, men hvem bekymrer sig om det?

Den glæde varede kun fem minutter efter pausen da “højre back” Isla var helt væk igen. Denne gang forsøger han at drible bolden ind i et tæt Stoke bevogtet område med to Stoke spillere. Det er naturligvis umuligt, men han mister bolden, og derefter bliver han snørret igen. Inde i feltet tager Caulker og Ferdinand helt fejl og helt ignorerer en fri Peter Crouch, som nemt kan sætte indersiden på. 1-2.

QPRs skadesbekymringer på den centrale midtbanen fortsætter. Før kampen var både Adel Taarabt, nyerhvervelse Sandro og langtidsskadet Alejandro Faurlin stadig ikke klar, hvorefter Harry Redknapp følte sig tvunget til at tage en chance med Joey Barton og Jordon Mutch, der begge gik glip af den sidste kamp mod United. Det gik sådan, Barton udgik efter 34. minutter og Mutch i det 50. min. Ind kom Karl Henry og Matt Philips. Det var virkelig pinligt at se, at Premier League har nu været i gang i over en måned nu, men vi mangler stadig så meget.

Endelig i de sidste 10 minutter kom der gang i sagerne på Loftus Road. Bedste QPR spiller, Niko Kranjcar, fik bolden og udfordrede selv Stoke to gange. Begge gange endte det i brutale nedslagtninger fra Potters spillere og gule kort. I det 83. minut udfører Stokes Croft en gal bensaks bagfra. Hvis man ikke kan se at det er direkte rødt, så må man være blind og ha brug for en førerhund. I så fald må Dommer Martin Atkinson have en hel kennel derhjemme. Han giver kun gult.

5 minutter senere er det tid igen, da Stokes Pieters laver endnu et frispark på Kranjcar uden foran feltet. Der er ingen tvivl om, hvem der skal tage frispark, Niko sparker selv … og pooow, så kanonere han kuglen op i krydset! Loftus Road og QPR er ved at eksplodere, selvom der har været spillet rigtig crappy spil, hvor begge hold burde have 0 point.

Efter kampen, går vi lidt lettet ind klubbutikken. Der var dog ikke meget at komme efter og den nye trøjeleverandør fra Nike, havde lavet en skuffende kollektion. Det var noget andet med Lotto.

Vi nåede lige et besøg på vores favorit pub ”Crown and Sceptre”, hvor det normalt er overfyldt, men vi fandt et bord uden for i den dejlige ølhave. Mens vi nød en øl fik vi snakket om turens ubestridte højdepunkt, nemlig Kranjcars frispark.

Det begyndte at være tiden til afgang mod Gatwick og selvom det var en hæslig kamp, så var vi allerede begyndt at snakke om næste tur.

Skrevet af Henrik

Har du lyst til at fortælle om din fodbold tur eller hvorfor du blev fan af din klub – Tøv ikke og kontakt os!