Fodboldrejse: Man City – Tottenham 6-0

At opleve Manchester City hjemme på Etihad Stadium er en drøm for alle os City fans. Og så i en kamp hvor City kørte en anden toprival, Tottenham Hotspurs, helt over med hele 6-0. Det gjorde weekenden helt uforglemmelig og fuldendte denne vellykkede tur. Fodbold, byen, folket og kulturen gør Manchester en fantastisk by, og det vil ikke vare længe før jeg igen ”sidder” på Etihad Stadion igen.

Lad os tage det fra begyndelsen. Tidsplanen for Premier League var netop offentliggjort, og jeg begyndte straks at se på potentielle kampe, der var muligt at se på Etihad. Tottenham hjemme d. 24. November, så jeg hurtigt. Jeg tog samme dag hjem til mine forældre efter arbejde for at komme med det grusomme forslag.

Min far, en inkarneret Spurs-fan, ville fylde 60 år den weekend, hvor kampen ville finde sted, så en perfekt mulighed i selskab med klubben fra Nordlondon at blive fejret på sin 60 års fødselsdag..

– Far, sagde jeg, Spurs vil besøge byen i weekenden hvor du fylder år. Ville det ikke være en perfekt tur for dig og hele familien?

Det tog ikke lang tid før både mor og far begyndte at grine.

– Nu kan vi lige så godt sige det! Vi ville holde det hemmeligt, men der er allerede booket, sagde min far.

Så det var allerede klart. Min Far havde været et skridt foran mig, turen plus billetterne var allerede reserveret og klar.

Fra den dag indtil fredag d. 22 november​​ føltes som evigheder, men derfra gik det meget hurtigt! Jeg så virkelig voldsomt frem til mødet med Etihad. Forventningerne var tårnhøje. At skulle bo i Manchester, se Etihad Stadium, få svar på om alle i Manchester ligner brødrene Gallagher osv. Ja, mine spørgsmål før denne tur var utallige.

Dette efterår har Manchester City vekslet mellem fantastiske kampe og med absolut forfærdelige kampe. Det har ikke været til at blive klog på Pelligrini og hans taktik. Ganske vist var vi ubesejret hjemme og hvor alt havde været som sædvanlig. Det var det, der gjorde, at jeg stadig havde håb om en sejr. En sejr på 2-1 eller 3-1 burde være muligt.  Jeg tog heldigvis fuldstændigt fejl!

Fredag d. 22. November

Den 22. November tog vi så afsted. Fem personer fra Kastrup Lufthavn med Norwegian . En Cityfan, en Spursfan og tre neutrale. Snart skulle vi se vores første Premier League kamp live nogensinde.

Manchester er en dejlig by med en blanding af mange kulturer og frem for alt ualmindeligt! Vi landede ved middagstid i Manchester. Toget  ind til Picadilly Station i det centrum fangede min opmærksom i to tilfælde:

Burnage, et boligkvarter syd for Manchester, hvor brødrene Gallagher voksede op, og hvor moderen stadig bor. Tilsyneladende nægter hun at flytte derfra. Jeg kiggede til højre et par hundrede meter før toget rullede ind på stationens platform og kunne derefter se det! Verdens flotteste bygning, Etihad Stadion, eller City of Manchester Stadium, som jeg foretrækker at kalde det. Sikke et syn.

Efter inkvartering og installation på ”Hotel Jurys Inn,” som var på Great Bridgewater Street, gik vi kun 20 meter for at tjekke den berømte Whiskey pub ”Briter Protection.” Nu er jeg ikke whiskeydrikker plus at det var alt for tidligt på dagen, så det skulle være en pint.

Aftenen fortsatte med et besøg på bar/værtshus ”Brewdog” på Peter Street (anbefales) og sluttede med en fødselsdag middag på den italienske restaurant ”Don Giovannis” på Oxford Street.

Lørdag d. 23. November

Lørdag bestod af en hel dag i byen. Julemarkedet var allerede slået op i byen, og det var fyldt med mennesker. Uden for St Marks kirke blev der solgt de største hotdogs jeg nogensinde har set, havenisser og andre ting relateret til jul. Det blev også til et besøg i CityStore i Arndales indkøbscenter, Pretty Green, (hvor også Rio Ferdinands restaurant ”Rosso” ligger… ) samt nogle flere forskellige butikker ved King Street. Middagen denne aften håbede vi, at vi kunne få et bord på Gaucho restaurant på St. Marys Street på Deansgate. Det var vist her at Carlos Tevez og Sergio Aguero ofte spiste ude, når de havde trang til store beskidte argentinske steaks. Desværre var der allerede fuldt booket, så vi gik en blok ned af gaden til den brasilianske restaurant ”Bembrasil” på King Street . En restaurant, hvor fødselsdage viste sig at være populære at fejre. “Happy Birthday ” dukkede fem gange i løbet af vores ophold på restauranten. Restauranten i sig selv var en buffet -lignende restaurant, hvor du gik op og tog mad mens der blev serveret kød i massevis af tjeneren. Usædvanligt, men lækkert.

I gangen til toiletterne er der hængt malerier op af et x antal City-exspillere (og United-exspillere ), som er forbundet med ejeren af restauranten.

Hilton Hotel er det hotel, hvor spillerne bor dagen før hjemmekampene. De har for nylig underskrevet en treårig kontrakt med hotellet, havde jeg læst mig til hjemmefra .. Mere om det senere..

Derfor var det naturligt at komme der i aften nu hvor der var håb om at få et glimt af en af spillerene. Der er vist flere som har set, at The Balkan Boys, har en tendens til at sidde i lobbyen ved 20-tiden. Desværre, ingen spor af spillerne og da receptionisten fortalte mig, at de ikke kommer ned til lobbyen før de skulle til stadionet, så var der ingen mening i at spilde tiden der.

I stedet tog vi en drink i en drinksbar ”Per Tutti” på Liverpool Road .

Søndag 24 november og DAGEN!

Den tidlige kampstart gjorde at vi ikke skulle sove længe. Vi ønskede at vride hvert minut ud af det brag som ventede på Etihad Stadium.

Kl. 10.00 forlod vi hotellet og gik til ”Crown & Anchor” på Hilton Street. Desværre, var det alt for tidligt at opleve nogen atmosfære. I dag føltes stedet mere, som en søndags cafe for de ældre til at slappe af på. Der begyndte at komme nogle fans, da vi gik, men vi vil hellere bruge så meget tid som muligt på ”Mary’Ds.”

Taxa til Etihad Stadion og Mary’Ds . Det var kun indgang, hvis man havde en billet eller noget lyseblå på sig. Hvor heldig, at jeg var klædt på fra top til tå . Mary’Ds var lige som jeg havde forventet. Proppet, summen, sange , godt humør og en DJ, der spillede britpop . Her trivedes man, som en fisk i vandet og det blev ikke værre da fansene begyndte at synge til tonerne af Paul McCartneys “Hey Jude ” . Det sted SKAL opleves!

Vi gik mod stadionet fyldt med lykke, og håbede på en velspillet og god kamp.

Det viste sig , at kampen ville opfylde de forventninger ganske dramatisk. Vi havde knap nok sat os ned, før Jesus Navas elegant skød kuglen i nettet til 1-0 og derefter rullede det bare. Euforien var total, er det sandt det her, hvad sker der? Mens man sidder ved siden af ​​min far, hvor skuffelsen er total, hvordan skal man så lige handle?

6-0 , et resultat, der naturligvis gør denne kamp helt uforglemmelig for mig som city -tilhænger, men for de andre neutrale havde en tæt kamp tydeligvis været federe.

Om kampen, atmosfæren var fantastisk, selvfølgelig, men døde lidt i overensstemmelse med målene. Jeg mente, at Fernandinho lavede en fejlfri præstation og imponerede mig meget. Han havde en lille “kamp i kampen” mod sin landsmand Paulinho og kampen vandt han så sikkert som City vandt kampen. Kampen var sjov : City fansenes hån mod Emmanuel Adebayor .

“ADEBAYOR, WHAT`S THE SCORE?!? ” Også Spurs fans hånede sin egne spillere ved resultatet 6-0 . Fik ikke fat i alt, hvad de råbte, men noget i retningen af “We are full of shit, we are Spurs.” Det kunne høres på hele stadionet.

Vil dog gerne give Spurs fans en hyldest, da de støttede deres hold i langt det meste af kampen, trods tilstanden.

Efter kampen tog vi en after-match øl på ”Bishopsgate,” og lidt senere en middag på ”Don Marco”. Så var det tid til en god nats søvn og hjem næste morgen.

Til sidst vil jeg gerne slutte af med at rose Manchester by. De mennesker, kulturen, shopping, pubber/ taverner og udvalg af restauranter. Jeg tog hjem lige så tilfreds med byen, som jeg gør med 6-0 sejr. Fodbold er naturligvis noget særligt at opleve live, men at sådan en tur er ikke kun om de to- tre timer, du er på Etihad Stadion, men de 72 timer, du er i byen Manchester. Derfor er det naturligt for mig at reservere en anden tur til denne fantastiske by til foråret .

Alle fodboldfans bør opleve Manchester City på stadion!

Vi ses snart igen, Manchester !

MVH

Søren