Gæsteblog: A walk down memory lane

Efter en veloverstået flytning var mine gamle fodboldblade taget frem fra gemmeren efter at have samlet støv i adskillige år nede i mine forældres kælder. Plantet i en trækurv ude på badeværelset, og klar til lidt hyggelæsning i private stunder ude på det lille hus. Et par besøg senere var de øverste blade nøje kigget igennem, så fingrene måtte grave længere ned i bunken. Skulle det være Goal-nummeret med optakt til VM 2002 med Batigol på forsiden? Eller det med alt om Beckhams stjerneskifte til Real Madrid? Nej. Og pludselig kommer vælter minderne frem i mig. Jeg hiver det officielle kampprogram fra kampen mellem Tottenham og Blackburn fra maj 2003 frem fra bunken. Det er historien om min første internationale fodboldtur der brager ind i min hukommelse.

Det var tidlig lørdag morgen i Kastrup Lufthavn  i maj 2003. En monkey class billet med easyjet var hvad det kunne blive til, men den enorme spænding for turen og faktummet at jeg kun var en splejset lille purk på 12, gjorde flyveturen endnu kortere end forventet. En lille lur og togtur senere, var vi ankommet til Kings Cross station, hvorfra der kun var få minutters gang til vores hotel. Eller det var i hvert fald, hvad min far havde fortalt mig, det var. Facaden på bygningen så da fin ud, men indvendig så det noget anderledes ud. Mørke vægge, smadrede ruder, det lille værelse med en køjeseng, fællesbad og et rengøringspersonale, der baseret på hygiejnen, ikke stod forrest i køen til lønforhøjelse. Dog skulle dette heller ikke forpurre, hvad der ventede for mig og min far søndag eftermiddag.

Lidt sightseeing rundt i London med museumsbesøg og vandring langs Themsen blev det til, inden aftensmaden blev nydt og så på hovedet i seng.

Søndag morgen. Den store dag var kommet. Tottenham mod Blackburn på White Hart Lane sammen med 36.000 ellevilde fans. Ud af døren og mod stadion. Troede jeg. For min far havde da lige lagt en, som han kaldte det, obligatorisk rundvisning på …. Tjaa, det kan jeg ikke huske , men det er også lige meget. Vi ankom til området omkring stadion med Tuben og bus et par timer før kampstart for at mærke den fantastiske stemning der herskede på kampdagen. I ægte britisk stil blev der kørt en lunken omgang Fish’n chips ned, inden den officielle fanshop skulle få besøg af os, og det var her at min stadig store fascination af Kappa-trøjer tog sin begyndelse. Den flotte kridhvide trøje, med mørkeblå striber og det røde Thomson logo på brystet.

Nu, en Kappa-trøje rigere, var det tid til at entrere stadion. Vores sæder på sektion 40 nede bag målet kunne være bedre, men på White Hart Lane er det svært at finde dårligt udsyn. Det før omtalte kampprogram blev læst igennem, selvom engelskkundskaberne på det tidspunkt ikke var et 12-tal værdigt. Fokus på Teddy Sheringham, kig på højdepunkter fra sæsonen og en gennemgang af Blackburns hold, var bare nogle af punkterne i bladet.

Kort før kampstart blev holdopstillinger læst op af stadionspeakeren. Det var først et udehold med blandt andet Brad Friedel på mål, en flyvende ung Damien Duff på kanten og den tidligere legendariske duo fra Manchester United, Dwight Yorke og Andy Cole, oppe på toppen, som skulle få en hovedrolle i kampen. Tottenham havde også amerikansk på kassen i form af Kasey Keller, Ledley King i forsvaret, Gustavo Poyet på midten og en angrebsduo bestående af Teddy Sheringham og Robbie Keane.

De to hold havde vidt forskellige indgangsvinkler til kampen. Blackburn søgte muligheden for at komme ud i Europa med en sejr samtidig med nederlag til Everton, hvorimod Tottenham havde udspillet deres chance for at få bid i den eftertragtede Uefa Cup-kage, og kun havde i sinde at sende hjemmepublikummet på sommerferie med en sejr i sæsonens sidste kamp.

Hurtigt viste det sig, at det var den europæiske lokkemad, der havde størst betydning, for allerede efter fire minutter bragede Yorke den ind i kassen. Det var startskuddet til en ydmygelse af hjemmeholdet der lige inden pause kom bagud med 2-0. Målscoreren var Craig Hignett. Lige efter pausen punkterede Blackburn kampen fuldstændig, ved at Duff sparkede 3-0 målet i kassen. Herefter udbredte der sig dæmpet stemning på stadion. En skuffelse over at rende ind i et nederlag i sidste kamp, men samtidig en erkendelse af at sæsonen var ved at gå på held og Tottenham ikke havde noget at spille for. Andy Cole satte det sidste søm i Tottenham kisten efter en times spil og derefter døde kampen lige så stille som minutter skred frem, men pludselig udbrød der jubel omkring det 82. minut oppe i Blackburn hjørnet, ikke langt fra hvor vi sad. Everton var kommet bagud 1-2, hvilket sendte Blackburn endnu tættere på den europæiske plads. Det stod i stærk kontrast til hvordan stemningen blandt Tottenhams fans havde været i 2. halvleg, og de fortsatte jublen resten af kampen. Der blev ikke scoret yderligere i nogle af kampene, hvilket sendte Blackburn ud i det store fodboldeuropa i den efterfølgende sæson.

Ved slutfløjtet ville man normalt forvente at de slukørede tilskuere tog benene på nakken og forlod stadion hurtigst muligt, men folk blev siddende. Min far og jeg vidste ikke hvad der skete, men ventede på der skulle ske noget. 15 minutter i uvidenhed var nok og vi forlod stadion uforstående. Selvfølgelig skete der noget lige efter, at vi havde forladt udgangen. Vi kunne høre at folk råbte og klappede. Vi fik senere at vide på en lokal Tottenham-bar at det var Teddy Sheringhams afskedskamp, og derfor var der en ceremoni for ham efter kampens afslutning.

På vej hjem til hotellet blev alle indtrykkene fordøjet. Kampen, stemningen og målene. Kappa-trøjen, Fish’n Chips’ne og White Hart Lane. Selvfølgelig ville man gerne have haft den sidste ceremoni med, men alt andet havde været så stort, at det kun var prikken over i’et vi manglede, så det var til at leve med.

Mandag morgen stod den på monkey class hjem til Danmark og hverdagen med skole og lektier. Min første fodboldtur var nu veloverstået med stor succes. Det evige skriftlige minde har jeg stadig gemt efter alle disse år, og med yderst forsigtighed ligger jeg kampprogrammet ned i trækurven ved siden af den hvide naturalie skraldespand klar til hyggelæsning. Men ligger det i midten af bunken, så minderne om turen ikke er så lang væk.

af Malthe Ostenfeld

Har du lyst til at fortælle om din fodbold tur eller hvorfor du blev fan af din klub – Tøv ikke og kontakt os!